Følgende indhold er et læserbrev. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Vil du sende et læserbrev til os, så kan du bruge dette link:laeserbrev - debat.
På en måde et trist møde forleden aften.
Trist, fordi man virkelig begynder at mærke fraværet af mennesker i foreninger, især unge mennesker. Det er desværre en tendens overalt i samfundet for tiden, hvor mange mennesker ikke engagerer sig i noget og bare ser passivt til og lader tingene gå sin gang.
Foreninger rundt omkring lukker ned, selvom de giver mulighed for folk at udøve deres hobby. Fagforeninger mangler medlemmer og dermed indflydelse, på trods af alle de rettigheder de har sikret folk gennem tiden. For slet ikke at tale om politik, hvor det på trods af kæmpe kriser, der kræver strukturelle ændringer, bare er endt ud med at man laver reformer indenfor de samme rammer, men hvor næsten ingen politikere snakker om at ændre på rammerne, fordi det for mange i dag er nærmest utænkeligt at gøre det.
Det er en form for apatisk tilstand, der gennemsyrer hele samfundet og truer med at gøre ting værre, hvis ikke man gør noget ved det. Det er også en tilstand, der er fuldstændig fri for visioner for fremtiden.
SiH er også fanget i den tilstand på en måde.
Én ting er deltagelsen til generalforsamling, noget andet er hvad man vil for fremtiden, hvor det pt. handler om at overleve. Som jeg ser det er der et par ting man kan og bør kigge på og reflektere over.
1. Relevans for medlemmerne.
Relevansen er der, også hvis man ser bort fra de sager der pt. bliver behandlet af bisidderne. Os udenfor det regulære arbejdsmarked har ingen fagforeninger til, at hjælpe os og vi mangler pga vores situation muligheder for at organisere os og evt. få politisk indflydelse.
Her kommer SiH ind og kan tale menneskers sag på jobcenteret, men også som en partner, der kan repræsentere - i bund og grund alle udenfor arbejdsmarkedet, eller med en form for ustabil tilknytning til det. Før omtalte grupper, er stort set alene og uden hjælp og bliver derfor også ofte behandlet dårligt, det være sig på individuelt plan, men også på et større samfundsmæssigt og politisk plan.
Og ser man på udviklingen af tingene og fremherskende tanker blandt politikere, vil der i fremtiden blive endnu større brug for foreninger, som SiH.
Personligt frygter jeg for SMV regeringens forestående privatisering af beskæftigelsesindsatsen, da det ligesom tager ansvaret fra det offentlige - som vi som befolkning kan have indflydelse på - og placerer det hos private aktører, der vil være udenfor befolkningens indflydelse og ikke ville skulle stå til ansvar på samme måde. Det kan give et hav af nye sager.
2. Inddragelse af medlemmer/aktivitet.
Udover hjælp til sagsbehandling lader der ikke til at være den store aktivitet i foreningen og der er jo efterhånden nogle år siden der var udflugter, kaffemøder osv.
Kan SiH også blive relevant på andet end sagsbehandling og måske få en eller anden form for fællesskab op og køre?
Som jeg har antydet tidligere, så stopper SiH´s relevans egentlig ikke fordi, du får tilkendt fleksjob eller pension, for du er stadig på randen af arbejdsmarkedet, i en udsat position, så relevansen af et medlemskab vil stadig være der.
Men det er også et meget passivt medlemskab på en måde, fordi sagsbehandling ikke nødvendigvis har den største relevans længere. Hvis man skal have en eller anden form for aktivt medlemskab og man evt. kan få folk til, at føle sig som en del af SiH eller endda føle medejerskab af foreningen vil det måske kunne få flere til, at dukke op til fx generalforsamling eller påtage sig forskellige foreningsrelaterede opgaver.
Aktiviteter kunne jo snildt organiseres af menige medlemmer og behøver ikke være det store. Alt muligt lige fra oplæsning af jura på beskæftigelsesområdet til at gå en tur for at klare hovedet kan jo i teorien være aktiviteter, der ikke kræver meget planlægning osv.
3. Visioner.
Hvis ikke det handlede om overlevelse, hvad ville planerne for SiH så være?
Jeg tænker at en vision for SiH kunne være, at foreningen ud over at hjælpe med sagsbehandling, blev et sted for alle mulige grupper af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, som understøtter dem på forskellig vis og repræsentere dem overfor myndigheder og politikere.
Det kunne blive noget, der giver mange mennesker håb og på en måde får givet folk et alternativ til passivitet. Noget hvor de på en måde får mulighed for at tage deres egen skæbne i egen hånd, både ift. det individuelle plan, men også potentielt et større samfundsmæssigt plan, frem for at blive skubbet passivt rundt i systemet og af samfundet, uden at have nogen former for indflydelse på det. Men før det kan komme der til, skal foreningen jo overleve, så første punkt vil naturligvis være det. Og hertil skal der helt klart inddrages nogle flere mennesker, der kan tage fat eller over, når en brænder ud.
Desværre er det nok også lidt en kamp mod tendensen i samfundet, hvor folk mere eller mindre har givet op og bare lader stå til. Så mit bud er om man kan analysere og organisere sig ud af det på en måde.
- Der skal flere aktive mennesker til, så hvad hindrer folk i at være aktive og hvad kan man gøre ved det?
- Kan byrden på en bestyrelse lettes ved at man fx. har ekstra suppleanter og en politik om at de bliver inddraget mere for evt. at aflaste bestyrelsesmedlemmerne, der ofte også selv har noget sygdom?
- Hvordan med arbejdsgrupper eller individuelle tovholdere, der står for en bestemt aktivitet eller på anden måde hjælper bestyrelsen?
Uanset er det ret vigtigt, at SiH ikke kun overlever, men også kommer til, at trives i fremtiden.
Tendensen i samfundet er desværre en anden, men deri ligger noget af vigtigheden også, ikke kun for nulevende mennesker, men også fremtidige mennesker, fordi de kommer til at arve vores samfund, som desværre ser ud til, at blive ret fattigt og et meget skidt sted at være, især hvis ikke du passer ind i arbejdsmarkedets kasser, der bliver mere og mere firkantede og mindre og mindre rummelige, som tiden den går.
