Hjælp til efterregninger for vand, varme og el – kommunerne skal foretage en samlet vurdering
Borgere kan søge om hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens § 81. Det drejer sig om udgifter, som de ikke kan betale uden, at det i afgørende grad påvirker familiens evne til at klare sig i fremtiden. Tre principafgørelser om efterregning for vand, varme eller el behandler tre vigtige elementer i sagsbehandlingen; nemlig forudsigelighed, muligheden for afdragsordning og rådighedsbeløb.
Hvis to borgere har det samme rådighedsbeløb og ansøger om hjælp til en efterregning, kan det godt være, at den ene borger har ret til hjælp, mens den anden ikke har. Der er nemlig ikke tale om en rent økonomisk vurdering.
Kommunen skal lave en konkret vurdering af borgerens informationsniveau, når kommunen skal afgøre om en udgift har været forudsigelig.
Hvad angår afdragsordning kan kommunen ikke tage for givet, at det er muligt at få en afdragsordning, når de behandler ansøgningen.
Det slår Ankestyrelsen fast i tre principafgørelser. Ankestyrelsen slår også fast, at der i lovgivningen ikke er fastsat et rådighedsbeløb og at Ankestyrelsen ikke har hjemmel til at fastsætte et nationalt rådighedsbeløb.
En del kommuner har dog et vejledende rådighedsbeløb.
Det vejledende rådighedsbeløb indebærer, at kommunen i sager, hvor rådighedsbeløbet har betydning, skal forklare, hvad rådighedsbeløbet indeholder, hvordan det er udregnet, og hvilken betydning det har i den konkrete sag.
Forudsigelighed og informationsniveau
En efterregning på el, vand eller varme er ikke altid hverken forudsigelig eller ikke forudsigelig. Der skal foretages en konkret og individuel vurdering, herunder om der er særlige forhold, der gør sig gældende.
En principafgørelse om netop forudsigelighed tager udgangspunkt i to sager. I den ene vurderede vi, at kommunen ikke havde foretaget en konkret og individuel vurdering af, om en efterregning var forudsigelig. Kommunen skulle derfor behandle sagen igen. I den anden sag havde borgeren en lav aconto-betaling, fordi han ikke brugte sin bolig. Da han flyttede ind igen, ændrede han ikke aconto-betalingen, og fik derfor en ekstraregning. Her vurderede vi, at udgiften var forudsigelig, og at kommunens afgørelse om ikke at yde hjælp, var korrekt.
Der skal altid foretages en konkret og individuel vurdering af, om udgiften var forudsigelig for den konkrete borger. Vurderingen af forudsigelighed tager udgangspunkt i den enkelte borgeres informationsniveau. Hvad vidste borgeren om sit forbrug? Og hvilke informationer havde borgeren adgang til?
