Om FleksMatch
Formålet med fleksmatch.dk er at matche ledige fleksjobbere med virksomheder, der har brug for at få løst opgaver, der ikke kræver en fuldtidsmedarbejder. Selv om arbejdsevnen i en eller anden udstrækning er begrænset, har fleksjobbere masser at byde på, og virksomhederne oplever gang på gang, at fleksjobbere er stabile, dygtige og motiverede medarbejder, der hurtigt skaber værdi.
Som virksomhed kan du bruge fleksmatch.dk til:
- Nemt og hurtigt udsøge kandidater, der matcher din virksomheds behov
- At få præsenteret kandidaterne nemt og overskueligt
- At udsøge relevante kandidater i fred og ro – når det passer dig
- At få nem kontakt til kandidaterne
- At opslå ledige fleksjobstillinger, så kandidaterne selv kan kontakte din virksomhed
- At spare tid på rekrutteringen
Som fleksjobber kan du bruge fleksmatch.dk til:
- At få synliggjort dine personlige og faglige kvalifikationer på en helt ny måde
- At se hvordan andre fleksjobbere præsenterer og profilerer sig
- At finde ledige fleksjobstillinger
Om fleksjobordningen
Hvad går ordningen ud på?
En fleksjobber er en borger, som må arbejde på deltid på grund af nedsat arbejdsevne efter sygdom eller ulykke.
Virksomheden betaler kun løn for den arbejdsindsats, fleksjobberen reelt yder. Det betyder fx, at ansætter en virksomhed en fleksjobber på 20 timer om ugen med en arbejdsintensitet på 50 procent, betaler virksomheden timeløn for 10 timer om ugen. Derudover får den fleksjobansatte et tilskud til lønnen fra kommunen.
Formålet med fleksjobordningen er, at personer med nedsat arbejdsevne kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Fleksjobordningen har eksisteret siden 1998, og danske virksomheder har gode erfaringer med ordningen. Siden 2013 har det været endnu lettere at ansætte en i fleksjob, fordi virksomheden blot skal betale for det arbejde, fleksjobberen udfører, og ikke søge om tilskud til lønnen hos kommunen.
Fordele ved ordningen
Med en fleksjobber kan virksomheden få en medarbejder helt ned til 1 time om ugen. Det betyder, at I kan få løst nogle af de opgaver, som det ellers kan være svært at finde faste ansatte til. Desuden har virksomheden ikke mere administrativt arbejde med fleksjobberen end med øvrige medarbejdere.
Et fleksjob er en ansættelse, hvor der tages hensyn til, at din arbejdsevne er begrænset på grund af helbredsmæssige forhold. Det betyder, at opgaver og arbejdstid i fleksjobbet bliver tilpasset det, du kan klare. Disse betingelser skal være opfyldt, for at kommunen kan bevilge dig et fleksjob:
- Du skal være under folkepensionsalderen
- Kommunen skal vurdere, at din arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat
- Alle muligheder for at opnå en almindelig ansættelse, fx gennem omplacering, skal være undersøgt.
Der findes fleksjob inden for alle brancher. I et fleksjob kan du både arbejde med det fag, du er uddannet til eller har erfaring med fra tidligere. Eller du kan skifte fag og bruge dine erfaringer på nye måder.
Du kan læse meget mere om fleksjobordningen her:
Borger.dk
Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering (STAR)
Beregn løn i fleksjob (STAR)
Andre nyheder:
Ingen relaterede nyheder