Det er altid godt at have en ven i nøden. Undtagen for kontanthjælpsmodtagere.

Hvis du er på kontanthjælp, kan en for hjælpsom ven koste dig over 2.000 kroner om måneden, når kontanthjælpsloftet bliver indført 1. oktober.

Når de nye regler træder i kraft, kan praktisk hjælp fra andre end forældre eller søskende være nok til, at man bliver betegnet som ‘samlevende’.

Og det betyder færre penge.

Således får kontanthjælpsmodtagere med børn ret til 1.000 kroner mindre i kontanthjælp og støtte til bolig, hvis de er samlevende frem for at være enlige.

For kontanthjælpsmodtagere uden børn er forskellen mellem at være ‘enlig’ og ‘samlevende’ 2.300 kroner.

  • Kontanthjælpsloftet forventes at berøre omkring 30.000 kontanthjælpsmodtagere.
  • 16.200 af dem, der bliver ramt, er enlige forsørgere.
  • 34.500 børn er en del af de familier, som bliver ramt kontanthjælpsloftet.
  • Det indføres 1. oktober.
  • En enlig mor med to børn mister 2.900 kr. om måneden alene på kontanthjælpsloftet.
  • Derudover kan hun yderligere miste 1.000 kroner om måneden hvis ikke hun arbejder 113 timer inden 1. oktober.

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og bm.dk 

“Fuldstændig syg tankegang”

Ordet ‘samlevende’ betyder i forhold til kontanthjælpsloftet ikke, om man bor sammen, har sex sammen eller har fælles økonomi. Der skal mindre til, forklarer Brian Siggaard chefkonsulent for Arbejdsmarked og Erhverv i Kommunernes Landsforening.

– Det er vigtigt at adskille det her fra reglerne, der gjaldt for gensidig forsørgelsespligt for samlevende. Det er en anden og strammere definition af samliv. Der er ikke noget, der siger, du skal bo sammen for at have et samliv, siger han.

Samlivsreglerne får organisationer for udsatte familier til at råbe op. Blandt andet Home-Start, der yder praktisk hjælp og støtte til omkring 500 familier med småbørn.

Home-Start er bange for, at risikoen for at blive trukket i kontanthjælp vil afholde nogle fra at få hjælp. Loven er helt galt skruet sammen, mener organisationen.

– Det er en fuldstændig syg tankegang. Vi skal da have et samfund, hvor vi hjælper hinanden. Især hvis man er på kontanthjælp, har man da rigtig meget brug for netværk og en hjælpende hånd, siger Lone Møller, landskoordinator for Home-Start Familiekontakt Danmark.

Er mad til enlig mor for meget hjælp

Kontanthjælpsloftet – altså grænsen for hvor meget kontanthjælp og støtte til bolig, man kan modtage – bliver sat efter, om man er enlig eller samlevende og antallet af børn.

Om man en samlevende bliver i de regler, der følger med kontanthjælpsloftet, defineret som et såkaldt ”praktisk eller økonomisk forhold” til en anden voksen, som ikke er nær familie.

Netop praktisk hjælp har meget stor betydning for enlige forældre, mener Lone Møller.

– Jeg var på besøg hos en enlig mor den anden dag med et barn på en måned, og hendes naboer er utroligt gode til at lange noget mad indover altanen. Tænk hvis hun skulle trækkes i kontanthjælp for det, siger hun.

Mødrehjælpen: Uklare regler

Mødrehjælpen har i flere år kendt til problemerne med reglerne om samliv, for det er de samme regler, man bruger til at afgøre, hvem der kan få børnetilskud for enlige.

Direktør i Mødrehjælpen Mads Roke Clausen mener, at kommunernes grundlag for at afgøre, hvem der er samlevende, er alt for uklart.

– Vi har set et eksempel på nogle, der spiste aftensmad sammen en gang om ugen og blev straffet for det ved at blive set som samlevende. Det er helt ude af proportioner, siger Mads Roke Clausen.

Han understreger, at Mødrehjælpen selvfølgelig ikke går ind for socialt bedrageri.

– Hvis man er reelt samboende, skal man selvfølgelig ikke have de her ydelser. Når det er sagt, så mener vi, at det grundlag, som man bruger til at vurdere samliv på, er for uklart, siger han.

Blandt andet kommer skilte forældre i klemme. For i Forældreansvarsloven bliver forældre, der er skilt, opfordret til at arbejde så meget sammen om børnene som muligt. Det kan for eksempel være at spise sammen en gang om ugen.

– Det, synes vi, er en rigtig god idé til fordel for børnene. Problemet er så, at det er uklart for den enkelte, om man får for meget hjælp, hvis vi spiser frikadeller sammen en gang om ugen, siger Mads Roke Clausen.

For få penge til dyneløfteri

Kommunerne er i øjeblikket i gang med at partshøre kontanthjælpsmodtagerne, om de er enlige eller samlevende.

I København har kommunen udsendt et nyhedsbrev om, at kontanthjælpsmodtagerne “i løbet af sommeren vil modtage en partshøring og afgørelse fra kommunen, hvis kommunen vurderer, at de har et ”praktisk eller økonomisk forhold til en anden voksen”.”

Både Home-Start og Mødrehjælpen siger, at man her vil følge indførelsen af kontanthjælpsloftet tæt.

I Kommunernes Landsforening (KL) siger Brian Siggaard, at han regner med, at det primært bliver kontanthjælpsmodtagere med samme adresse, der får afgørelser om, at de er samlevende.

– Udgangspunkter er, at det er samme adresse. For kommunen kan jo ikke se, om du har et samliv med én på en anden adresse, siger han.

Selvom lovgivningen er stram, er der ikke sendt penge med til at håndhæve den og rent faktisk kontrollere, om hver enkel kontanthjælpsmodtager får for meget praktisk eller økonomisk hjælp udefra.

– Kommunerne kan jo ikke manuelt gå ind og tjekke alle borgere. Det anbefaler man bestemt heller ikke, at de gør, men er der mistanke om samliv, har kommunen naturligvis pligt til at undersøge det, siger han.

Stramme regler

I den nye kommuneaftale har kommunerne fået 22,5 million kroner i 2017 og 2018 til drift, IT-udvikling og administration af kontanthjælpsloftet. Det er omkring 200.000 kroner i snit og en del skal gå til Udbetaling Danmark.

– Der er jo også signalværdi til kommunerne i, hvor meget de skal bruge på en opgave i forhold til, hvor mange penge staten sender til opgaven. Det er klart, at vi kan ikke anbefale kommunerne at ansætte en masse ekstra sagsbehandlere, hvis ikke man får penge til det, siger Brian Siggaard.

På den anden side slår han fast, at lovgivningen om samliv faktisk er meget stram, og der skal meget lidt til, før man er samlevende.

– Hvis kommunerne havde alle oplysninger og borgeren var ærlig, ville du sikkert i flere tilfælde kunne træffe afgørelser om samliv. Men sådan er det sjældent, og så kan man spørge om det er snyd eller uvidenhed. Jeg tror ofte, det er det sidste. Reglerne er er meget komplicerede, så man kan godt forstå, hvis borgerne ikke kender dem alle, siger Brian Siggaard.

 

Kilde: http://www.avisen.dk/for-gode-venner-kan-koste-kontanthjaelpsmodtagere-23_394476.aspx

Previous reading
SIH fejrer familie/hyggedag
Next reading
Få hjælp til din økonomi.