Coronakrisen rammer os alle.

Vi prøver at samle så mange informationer som muligt til jer og i dag fik vi en god nyhed til alle fleksjobbere.

Opdateret 24.03.2020 kl. 14:45 ( Vi har nu tilføjet STAR informationer. Opdateringen ses længere ned i artiklen)

Der har åbenbart været forvirring om, hvorvidt fleksjobbere der bliver sendt hjem, får fleksløntilskud eller ej.

Jobcentret Haderslev har i dag sendt en mail til Syg i Haderslev og opklaret den del.

Kort sagt:

Fleksjobbere får fleksløntilskud også i tilfælde af hjemsendelse med løn. Hjemsendelse uden løn skal pga. den helt ekstraordinære situation med Corona-virusudbrud i Danmark sidestilles med midlertidige afbrydelser i arbejdet, jf. § 74, stk. 1, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik.

Citat Lotte Nielsen Arbejdsmarkedschef Haderslev:

Der er behov for at give Foreningen Syg i Haderslev en ny orientering. Vi er i den forgangne uge blevet klogere på regler og forskellige situationer for borgere, som i forvejen er kendte i vores system med et fleksjob.

Vores medarbejdere har fået et notat, hvor det er vigtigt for dem at få præcise oplysninger, når borgeren henvender sig. Borgerens vejledning fra os er afhængig af, om borgeren er opsagt eller hjemsendt. Hvis det er hjemsendelse, om det er med eller uden løn. Hvis borgeren er opsagt, skal de have ledighedsydelse. Det er som, det normalt er.

Hvis borgeren er hjemsendt her i forbindelse med Corona situation og ikke får løn, er der forskel på, om de er ansat på den gamle ordning eller i den nye ordning. På den gamle ordning kan de få ledighedsydelse. Vi skal blot have en bekræftelse fra arbejdsgiveren på, at det er beslutningen og hvornår den gælder fra. På den nye ordning udbetaler vi fleksløntilskud, så længe at der er lønudbetaling i en måned.

Hvis der kommer måneder uden løn fra arbejdsgiver og ansættelsen ikke er ophørt, kan borgeren også få ledighedsydelse. I vejledningen fra sidste uge var det forkert, at vi henviste gamle fleksjobbere til kontanthjælp, hvis de blev hjemsendt uden løn.

Opdateret 24.03.2020 kl. 14:45

Vi har fået ekstrem mange henvendelser på Facebook pga denne artikel. Vi kan umuligt svare på dem alle sammen og derfor tilføjer vi linket til STAR (Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering) her. Det er også en god idé for dem der stadig får forkerte informationer fra deres hjemkommune om Corona og fleksjob.

Der svares på spørgsmål som f.eks:

  • Vil der i marts måned kunne udbetales fleksløntilskud (i stedet for ledighedsydelse), hvis man har arbejdet i 14 dage i marts og så er hjemsendt de sidste 14 dage i marts?
  • Er det muligt at sætte arbejdstiden ned i fleksjobbet som følge af COVID-19-foranstaltningerne?
  • Kan der laves arbejdsfordeling for fleksjobbere, så de får løn for de timer de møder på arbejde og ledighedsydelse/flekslønstilskud for de øvrige timer?
  • Hvad sker der med de fleksjobansatte, der enten bliver hjemsendt, eller som er utrygge ved at være på arbejdspladsen, fordi de på grund af deres helbred må betragtes som en del af risikogruppen?

 Link til STAR: https://www.star.dk/om-styrelsen/nyt/corona-virus-betydning-for-beskaeftigelsesindsatsen-og-ydelser/spoergsmaal-og-svar-om-coronavirus/fleksjob-coronavirus

Previous reading
Kærlighedserklæring og “tiggerbrev”
Next reading
Sundhedsstyrelsen sender brev til din e-boks angående covid-19