Få teksten læst op:

Uanset hvorfor man er havnet i “systemet”, så er der altid en historie bag.

Det kan være en banal lille historie, men oftest en historie om sygdom, svigt, familie, kommunal forfølgelse og umenneskelighed.

Når man snakker om syge mennesker, kontanthjælpsloftet, jobparate, generelt mennesker der lever af offentlig forsørgelse, så får man indtrykket af, at man snakker om tal. Om statistiker og regnestykker. Det er sjældent man får ansigtet eller historien bag disse tal at kende.

Vi vil gerne lave om på det. Vi vil gerne give DIG ansigtet tilbage. Vise dig og alle andre de historier der ligger bag statistikken. Det er reale mennesker vi har at gøre med og alle har oplevet forskellige ting der gjorde, at man ikke kan arbejde mere end man kan.

Her på Sygihaderslev.dk vil vi offentliggøre DIN historie og DIT ansigt, så alle kan følge med, hvad det vil sige, at være syg og / eller klemt i systemet.

DU kan komme ud af mørket igen.

 

Monica Skov Christensen - Ud af mørket!

Jeg hedder Monica, jeg er 41 år.

Jeg er kronisk smertepatient, med konstante stærke smerter i underlivet, efter alt for mange operationer, heraf en del fejloperationer.

Før jeg blev syg, var jeg lægesekretær, jeg passede mit fuldtidsarbejde, min familie på dengang 2 børn, 2 stedbørn og 1 mand, vores hus og have, dyr, fritidsaktiviteter, så som løb, teater, gymnastik, ungdomsklub og meget mere. Jeg var et energibundt, sprudlende, glad og altid i gang.

Det hele startede tilbage i 2009.

Jeg fik lagt et bånd op omkring urinrøret pga. Stressinkontinens.

Det havde øjeblikkelig virkning, og jeg var som gymnastikinstruktør ovenud lykkelig.

Jeg begyndte dog at pletbløde en del, dette tiltog og var nærmest konstant i 2011, da jeg mødte min mand (nu eksmand).

Monica Skov Christensen

Foto: ©Monica Skov Christensen

Jeg fik derfor oplagt en hormonspiral, der kunne afhjælpe blødningerne.

Men det hjalp ikke. Jeg blødte mere eller mindre hele tiden, jeg gik til lægen igen og igen, blev indlagt pga. uforklarlige smerter i underlivet, og sådan fortsatte det i mange år, uden de fandt en årsag, eller tog mig alvorligt.

"Det var jo bare sådan det var."

I 2015 blev jeg atter indlagt, og da de formodede en underlivsbetændelse, da de så væske i underlivet på mig, fjernede de igen spiralen. Min daværende mand og jeg ønskede ikke flere børn, og jeg var så træt af de blødninger, at jeg bad om at få fjernet livmoderen.

Jeg kom til gynækolog der var enig i dette, omend jeg var ret ung til dette indgreb.

Jeg blev derfor først indstillet til en hysteroskopi, udskrabning af livmoderen, samt sterilisation. Da jeg vågner fra denne operation siger lægen, at de ikke havde steriliseret mig, da jeg ikke ville kunne få børn alligevel.

Jeg havde en del muskelknuder i min livmoder, som formentlig var skyld i mine gener. Derefter blev jeg indstillet til fjernelse af livmoderen. Dette skete i februar 2016, og jeg tænkte, at nu måtte alle de års gener endelig være forbi.

Blødningerne fortsatte dog, også længere end ventet og jeg kom til nye kontroller på Åbenrå Sygehus. De ledte efter et svar på dette, i syningerne fra hysterektomien, fandt nogle meget, meget smertefulde områder, som de penslede med sølvnitrat af flere omfang, til meget stor smerte for mig.

Efter manglende succes hermed, forsøgte de sig at gøre det operativt. Efter det ene af disse indgreb, begyndte jeg pludselig at bløde voldsomt en uge efter. Jeg stod på arbejde (jeg arbejdede i en cafe i Kolding på daværende tidspunkt), jeg måtte ringe 112, da det bare løb ud af mig, jeg var alene i caféen, på nær 2 udenlandske kokke, måtte på bedst muligvis forklare dem hvad der skete, ringede til chefen og sagde at jeg forlod caféen med en ambulance og hun måtte finde en anden der kunne komme ASAP.

På Kolding sygehus kom jeg hurtigt på operationsbordet igen. Der stod et kar og piblede. Akut modtagelsen jeg havde været på, lignede et slagtehus, da jeg blev kørt på OP.

Herefter blev jeg indstillet til en kikkertoperation i februar 2017, hvor de ville kigge efter årsagen til de fortsatte blødninger. Langt om længe opdagede de så, at det bånd der var opsat omkring urinrøret i 2009, havde gnavet hul i min slimhinde. Derfor skulle dette bånd fjernes og det var urogynækologer der skulle fjerne det.

De havde én læge på Åbenrå sygehus der kunne foretage dette indgreb.

Jeg fik tid til operation et par uger efter, men denne tid blev aflyst, næste tid blev også aflyst da lægen var blevet syg, og 3. tid blev også aflyst, da lægen havde brækket benet.

Så blev jeg henvist til OUH (Odense Universitetshospital), med henblik på at de overtog min behandling.

Igen kom jeg ind i køen på ventelisten, og i april 2017 blev jeg tilset i Odense.

De sagde straks at det var en fejl jeg var blevet henvist til dem, da det kun er Skejby Sygehus der må foretage denne form for operation. Ved undersøgelsen så de dog, at der nu var gnavet hul 2 steder i mit underliv.

Endnu engang efter venteliste blev jeg henvist videre i systemet.

Kom til undersøgelse i Skejby i maj 2017.

Jeg havde det efterhånden rigtig dårligt, havde smerter, og var bare rigtig utilpas i det hele taget og jeg blødte stadig.

Ved undersøgelsen her var der nu 3 huller i slimhinden og jeg fik tid til operation 6 uger efter.

I mellemtiden fik jeg det sindssyg dårligt.

Jeg var på daglig morfin, hvilket ikke hjalp på smerter, men gjorde mig så utilpas og dårlig, at jeg en dag besvimede på arbejde og måtte hentes af min mand.

Vi ringede til Skejby og sagde at de måtte gøre noget nu ... Det kunne ikke vente længere!

Jeg blev opereret ugen efter, i starten af juni.

Båndet blev fjernet, det sad helt løst, bortset fra i enderne, hvor det var groet fast på knoglerne. Jeg var fyldt med betændelse i underlivet og var indlagt i flere dage, for at få antibiotisk behandling.
Jeg var rigtig skidt tilpas... Efter udskrivelsen blev jeg ved med at have ondt. Blødningerne var dog langt om længe stoppet.

Jeg blev indlagt en uges tid efter igen, og fik fjernet enderne på båndet også. Under min opvågningsperiode kunne jeg dog ikke smertedækkes, og omkring midnat blev jeg opereret igen, da jeg havde en kæmpe blodansamling i underlivet, samt pågående blødning.

Jeg var igen indlagt flere dage herefter, igen fastmonteret til drop stativet.

Herefter kom jeg mig stille og roligt.
Jeg fik det bedre og bedre, men smerterne forsvandt ikke.

I december 2017 valgte man at lave endnu en kikkertoperation og se om alt var ok derinde. Man fjernede den sidste æggestok, da denne var forvredet, og klemte af, men ellers lukkede man pænt igen og sagde, "vi kan ikke gøre mere. Du er så fyldt med arvæv, at forsøger vi at fjerne det, kommer der bare noget nyt. Der vil gå år før du er smertefri" (hvis overhovedet, men det sagde de ikke højt)

Jeg forsøgte i hele 2018 bare at klø på.

Jeg forsøgte at genoptage det liv jeg havde før, med arbejde, fritidsaktiviteter, familieliv osv. men måtte igen og igen sygemelde mig i dagevis.

I december 2018 blev jeg langtidssygemeldt.

Jeg var i efteråret 2018 begyndt på smerteklinikken i Grindsted, og var begyndt at indse, at jeg var kronisk smertepatient, og at jeg ikke kunne leve det liv jeg levede før.

I 2019 forsøgte jeg at raskmelde mig igen.

Jeg tænkte, at jeg sagtens kunne klare et deltidsarbejde jeg havde fået ved min (eks) svigerfar, hvor vi var flyttet hen og boede lige dør om dør med min arbejdsplads.

Det kunne da ikke være mere perfekt, tænkte jeg. Det skulle nok gå, og kunne jeg ikke klare at arbejde, kunne svigerfar eller min mand, hjælpe til.

Efter halvanden måned raskmeldt, meddelte min mand at han ville skilles, og jeg måtte rejse fra den bolig vi havde hos hans far.

Pga. Helbredet og skånehensyn, kunne jeg ikke pendle til dette arbejde, og fordelene ved at have boet ved siden af og kunne gå ind i butikken når og hvis der kom kunder, forsvandt.

Jeg blev atter sygemeldt, men kommunen mente først, at jeg ikke kunne få noget hjælp, da jeg selv havde raskmeldt mig.

Takket være stor hjælp fra en bisidder fra SIH, klagede jeg dog over kommunens afgørelse og fik medhold i ankestyrelsen.

I september 2020 blev jeg igen sat i Jobafklaringsforløb med tilbagevirkende kraft fra februar.

Og her er jeg så stadig.

Grundet Corona situationen, har min afprøvning dog været sat ret meget i bero, men jeg har dog selv lært en masse om mig selv, og hvad jeg kan / ikke kan, under denne hjemsendelse.

5 måneder med stort set ro, har givet mig følelsen af et liv, at livsglæde, af livskvalitet, og denne holder jeg fast i. Så må jeg se, hvor meget eller hvor lidt, jeg reelt kan klare at arbejde, når nu min afklaring går i gang igen.

For nu har jeg den "standard" som er mit minimum for at kunne leve, og ikke kun eksistere. Det er første gang i hele mit sygdomsforløb, at jeg har følt jeg har kunne følge med, og har haft et liv, og hvor det ikke kun har drejet sig om at overleve, men rent faktisk at leve.

Min tilstand nu er, at jeg har ondt 24/7 - 365 dage om året.

Jeg er aldrig smertefri.

Smerterne forværres ved forskellige ting.

Nogen gange er der en grund, andre gange bare sådan.

Det kan være ved tunge løft, bilkørsel, samme stilling uden variationer, ved toiletbesøg. De kan også komme uprovokeret.

Jeg trættes hurtigt, jeg husker dårligt, har svært ved at koncentrere mig, at være sammen med andre mennesker trætter mig helt anderledes end førhen, jeg får kvalme og opkastning, hvis smerterne eskalerer.

Jeg kan både sove hele tiden og andre gange ikke finde ro, pga smerter, så jeg ligger søvnløs.

Jeg har mistet meget pga dette forløb.

Først et job på en cafe, som jeg var meget glad for, men kunne ikke holde til dette i længden pga. Helbredet.

Senere mit arbejde som lægesekretær på Kolding Sygehus, selvom der var alle mulighed for tilpasning, men både pendlingen dertil ville være umulig, men også det ansvar der er forbundet med jobbet, koncentrationen, stressniveauet osv var ikke længere en realitet for mig.

Dét at indse, at jeg ikke længere kan arbejde i det fag, jeg har været i siden jeg var 17 år, var en hård en at sluge. For hvad er jeg så, når jeg ikke længere kan kalde mig lægesekretær? På en måde er jeg jo "pensioneret" lægesekretær, for kommer aldrig tilbage i den branche igen.

Jeg har indset, at jeg ikke skal sidde med ansvaret for andre menneskers ve og vel igen. Det er et valg jeg selv har truffet, fordi jeg godt kunne se, at jeg ikke længere ville kunne gøre mit arbejde fyldestgørende i forhold til det jeg kan stå inde for. Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg kognitivt ikke er i stand til dette mere.

Jeg startede med at skrive hvem jeg var før jeg blev syg. Hvem er jeg så nu?

Mange tænker jo nok, hun er da stadig den samme, men er jeg nu også det?

Jo, hylsteret er det samme, dåbsattesten, navnet og grundværdierne de samme. Men nej, JEG er ikke den samme.

Jeg vil vove den påstand at sige, at jeg faktisk er en bedre udgave af mig selv.

Jeg har lært hvad det vil sige, når livet gør ondt, på både krop og sjæl. Jeg har vendt op og ned på min tilværelse.

Min store datter er flyttet hjemmefra, min yngste er på efterskole.

Fra at være et meget aktivt menneske, er jeg blevet et meget mindre aktivt menneske.

Jeg hviler langt mere i mig selv, jeg har en ro der er en nødvendighed for at være til og eksistere, når jeg har det som jeg har det.

Jeg er meget alene, men jeg er ikke ensom, for jeg nyder min alenetid.

Jeg har det, på trods af smerterne og deslige, bedre end nogensinde før med mig selv.

Til dels fordi jeg er blevet fri fra et meget giftigt forhold, til dels, og bestemt ikke mindst, fordi min situation har tvunget mig til at forholde mig til mig selv.

Jeg nyder at gå ture, lange ture, roen og skønheden i naturen, den friske luft, i al slags vejr, det clearer mit hoved hver eneste gang, og det er min medicin, min egen omsorg, min livsglæde.

Jeg praktiserer mindfulness, meditation, selvhypnose med stor glæde og succes.

Jeg hækler og maler, så jeg stadig føler, at jeg producerer noget. At jeg kan noget.

I forhold til før virker mit liv indholdsløst, men selvom der tilsyneladende er mindre indhold, er der meget mere ægthed.

Jeg har lært af at være kronisk smertepatient, og jeg er ikke færdig endnu.

Jeg lærer hele livet igennem.

Jeg øver mig stadig i at sætte grænser, mest overfor mig selv, jeg øver mig stadig i, at acceptere HVER dag, at det gamle liv er væk, og kommer aldrig igen, og at det faktisk er helt ok.

Jeg er omend endnu positivere nu end førhen, og et godt humør, er vigtigt, næsten uundværligt, hvis man ikke blot vil overleve, som syg, men også leve.

Det var min historie.

Tak fordi du læste med.

Monica

Anmærkning af redaktionen: Hvis du også ønsker at dele din historie med os, så kontakt Syg i Haderslev på [email protected]
Send gerne et ansigtsbillede og den tekst vi skal offentliggøre for dig.

“Ud af mørket. Vis ansigt!” er tænkt som en serie af historier for at vise andre, at det er ok at være syg, at det er ok at være i systemet og at vi ikke blot er et tal i statistikken, men at vi er ægte mennesker.

Var denne artikel nyttig for dig?

Forrige artikel
STEP UP – Borgerstyrede tværfaglige møder
Næste artikel
Hent vores nye folder